Hvilken type tagtelt skal du vælge?

Okay, så du har besluttet dig for at kaste dig ud i den fantastiske verden af tagtelte, men nu står du overfor det ultimative dilemma: skal du vælge et hardshell, et softshell eller et hybrid tagtelt? Vi giver dig herunder vores bedste råd og guider dig til, hvad du skal overveje inden du investerer, så du selv behøver tage en ph.d. i tagteltologi.

1. Kampen om at slå teltet op

Når vi taler om at få teltet slået op, så er der ingen tvivl om, at hardshell teltene har den absolutte førertrøje når det kommer til hastighed og nemhed. Du når lige knap at få trukket håndbremsen og sikre at bilen står lige før tagteltet er poppet up.

Softshell teltene er derimod kan virke lidt mere omstændige -særligt de første par gange. Derefter bliver det rutine og du tænker ikke over de ekstra par minutter du bruger på at sætte op. Belønningen for den ekstra tid er som regel noget mere plads end i et hardshell telt.

Hybrid teltene er, som navnet antyder en hybrid af de to ovenstående. De er som regel lidt hurtigere at slå op end et softshell tagtelt, men ikke så hurtige som hardshell tagteltene.

2. Kampen mod bulerne og den store Ikea test

Kampen mod bulerne handler ikke om hvordan tøjet passer på turen hjem fra ferie, men er i stedet en reference til det der sker når du slår dit tagtelt sammen -uagtet hvilken type det er!

For hvor hardshell tagteltene klart vinder på hastigheden i at slå teltet op, så er forskellen ikke nær så stor som man kunne tro når det handler om at slå det sammen igen. Her handler det snarre om det gode samarbejde, hvis I er to eller flere der er afsted. Uagtet om du folder et softshell tagtelt på midten eller trækker toppen af et hardshell tagtelt ned mod bunden, så skal kanvasen ‘tugges’ ind så den ligger pænt inde i teltet og teltet dermed ikke har nogen irriterende buler når det er pakket sammen. Kanvas der kommer i klemme i en hardshell kasse eller bliver klemt af presseningen til et softshell tagtelt kan hurtigt gå i stykker og så virker sådan en lille stump der stikker ud under din pakning som et sugerør, der så fint og effektivt suger vand til sig når I kører fra en camp til den næste – resulterende i et vådt telt og jævn dårlig stemning… Vi siger ikke hvordan vi ved det…

Pro-tip: Vi kalder det at slå tagtelte sammen de første gange for ‘Den store Ikea-test’. Uanset om det er den ene eller den anden model handler det nemlig om samarbejde og om ikke at få klemt fingrene. Vi anbefaler at I lige har øvet jer hjemmefra inden i står på en campingplads i Frankrig i regnvejr med grædende børn og skal slå teltet sammen!

3. Det handler altid om størrelse

Tagtelte kommer i alle størrelser fra 120 cm i bredden til 220 cm med 2 stiger og mulighed for opdeling til 2 soveværelser. Når du overvejer hvilken bredde du skal have er en god tommelfingerregel at et 140 cm tagtelt nogenlunde svarer til en 160 cm seng fordi du i højere grad kan udnytte hele madrassen i tagteltet – ingen risiko for at blive skubbet ud over kanten, hvis din rejsefælle har mareridt eller bare er typen, der breder sig.

Et mål langt færre af vores kunder har overvejet er længden og her kommer forskellen mellem hardshell, softshell og hybrid tagtelte virkelig i spil.

Med et hardshell tagtelt kører du med den fulde størrelse af teltet på taget af bilen og der er derfor ofte en begrænsning på, hvor stort et telt du kan have på. Af samme grund er hardshell tagtelte ofte noget kortere end softshell og hybrid tagtelte. Et standard hardshell tagtelt ligger typisk på ca. 200 cm, mens et standard softshell tagtelt typisk er 240 cm langt – hybrid teltet placerer sig i midten af de to andre. Så hvis du er meget høj eller altid ligger med armene over hovedet, så tag lige det med i dine overvejelser.

4. Svesken på disken og frem med vægten

Bare rolig, det er ikke dig der skal på vægten. Derimod skal du have styr på, hvor meget vægt din bil må have på taget. Det er så vigtigt at vi faktisk har skrevet et helt indlæg kun om det. Det kan du læse lige her “Kan man sætte tagtelt på min bil?” – og det er noget af det vigtigste at have styr på!

5. Money, money, money

Vi ved udemærket godt, at vi ikke sælger de aller billigeste tagtelte på markedet! Det er faktisk helt bevidst… Når det kommer til den her type udstyr, så hænger pris og kvalitet nemlig sammen og da vi startede Outback Overland besluttede vi os med det samme for, at vi ikke gad fylde verden med mere skrammel, som kun holder en enkelt sæson eller to. Det er den ene side af det med kvaliteten – det holder i mange år. Den anden side er, at når du holder oppe på et norsk fjeld, cirka 4 timers kørsel ad snoede veje fra det nærmeste hotel, og det begynder at regne, så SKAL du kunne regne med dit udstyr og det kræver kvalitet.
Når det så er sagt, så rækker vores priser fra 12.000 kr. til 45.000 kr. så der skulle være noget for de fleste. Hvis prisen er afgørende for dig (og det er altså helt fair), så er softshell telte ofte lidt billigere end hardshell og hybrid tagtelte fordi konstruktionen for det meste er simplere. Skal du have et rigtig godt begynder tagtelt, så anbefaler vi Thules Kukkenam eller Ayer afhængig af størrelsen.

6. The secret sauce…

Vi håber vi fik gjort dig lidt klogere på forskellene mellem de forskellige tagteltstyper og hvad du skal overveje inden du køber. Et par andre gode spørgsmål at stille sig selv er:

  • Er det vigtigt for os at vi kan efterlade sengetøjet i teltet når det pakkes sammen
    Det er det eksempelvis for rigtig mange mennesker, inklusiv os selv
  • Hvor hård eller blød skal madrassen være for at jeg sover bedst? -og kan man lægge en tykkere madras eller en kondensmadras i, hvis nødvendigt?
  • Har vi brug for at kunne sætte et fortelt på eller skal vi have en markise på bilen også?
  • Hvor og hvordan kan vi opbevare teltet, hvis vi ikke vil bruge det i vintermånederne?
    Pro-tip: Jo mere du beholder tagteltet på bilen, jo mere får du det brugt!

I sidste ende handler folks valg dog ofte om noget helt andet når de i vores showroom kravler ind i de mange tagtelte vi har udstillet. Deres valg ender ofte med at blive styret af, hvilket telt de personligt bedst kan lide at være inde i – det er en følelse af at “her er rart at være for mig”, den er helt og aldeles individuel fra person til person og derfor helt umulig at rådgive om i sådan et indlæg her…

I stedet må du komme forbi showroomet og prøveligge alle tagteltene for at finde det der passer helt perfekt til dine eventyr!

Del dette indlæg
Facebook
LinkedIn
Twitter
Email

Kontakt os for råd og vejledning

Har du brug for at finde det perfekte udstyr så hjælper vi dig gerne.

Besøg vores showroom

Kom forbi showroomet og se vores store udvalg af tagtelte, markiser og andet udstyer.
Vi har åbent den 1. weekend hver måned – eller efter aftale