Inspiration til overlander livet

Overlanding er altså lidt af en udstyrssport og det store internet er en evig kilde til inspiration og nyt udstyr!

Vi har rejst og oplevet verden på mange sjove måde, men vi har det ofte bedst når vi har vores bil som base med al den frihed (og tryghed) det giver. Vi har kørt fra Dakar til Gadstrup med to teenagere på bagsædet, vi har udforsket de svenske skove og vi har faret (lidt) vild på de norske fjelde. Selv om vi langt hen ad vejen gør det der passer til lige os og vores familie, så ELSKER vi at se, hvad og hvordan andre leger med overlanding.

Jeg synes ikke vi ellers er særlig kønsstereotype herhjemme, men når det handler om vores interesse for overlanding, så kan man altså godt se, hvilken YouTube konto der er Kaspers og hvilken der er min… Jeg nørder max på køkkenudstyr og outdoor cooking mens Kaspers YouTube kanal er fyldt med 4×4 ombygninger og motornørderier.

Når vi er hjemme er YouTube vores primære inspirationskilde, mens vi elsker at høre podcasts når vi er på tur. Men det kan jo være, at du bedst får inspiration fra bøger og vi har derfor prøvet at inkludere lidt af hvert her. Jeg håber, selv hvis du ikke lige har en stor ond firhjulstrækker (det har de fleste af dem vi følger), at du stadig kan få masser af inspiration fra nedenstående. Se bort fra de store dæk og nørd i stedet max igennem på, hvordan de bygger udtrækskøkkener, pakke systemer, køkkengrej, filosofien omkring overlanding og meget mere.

Jeg har spurgt lidt rundt i nogle af de forskellige Facebook grupper vi er med i for at få andre overlanding-entusiasters input. Listerne herunder er derfor et mix mellem folk vi selv følger og ting der er blevet anbefalet os fra andre.

Jeg forsøger at opdatere listen i takt med, at ny inspiration kommer til og har du nogen du følger eller en fantastisk bog, som skal med på listen, så skyd os en mail her, så udvider vi listen sammen.

Podcasts

Podcast udvalget er helt enormt og er en næsten uudtømmelig kilde til viden og inspiration (og virkelig sjove historier) – og så er det jo helt perfekt at lytte til når man kører afsted i bilen. Sidst vi var på tur faldt vi særligt over The Overland Journal (Spotify), The All Things Overlanding Podcast (Spotify) og The Overlanding Podcast (Apple), men der er mange flere, hvis du søger ‘overlanding’ der hvor du plejer at høre podcasts.

YouTube

Vi er kæmpe fans af YouTube til inspiration og vores absolutte yndlingskanaler er:

4xoverland

Det er vist ikke for meget at sige, at Andrew St. Pierre White er lidt af en legende i overlanding kredse… Hans kanal er også en af de ældste og selv om han i dag er en særdeles voksen mand, så bygger han stadig overlanding biler og tager ud på eventyr. Der er timevis af inspiration at hente fra basisbyggeri til noget der mest minder om et rullende hus. Og masser af inspiration til udstyr og pakkegrej selv om du ikke har en 4×4 Toyota.

Expedition Overland

Expedition Overland er virkelig 4×4 biler på steroider! Deres biler gør Kasper blød i knæene og deres ture får ham jævnligt til at udbryde at vi bor i det forkerte land og bør flytte til Australien eller USA. Der er masser af god underholdning og teamet bag forstår virkelig at lave nogle fede off-road ture.

TrailRecon

TrailRecon er en fælles favorit, nok fordi den indeholder lidt af det hele og samtidig er så nede på jorden at vi føler vi kan være med. Vi kan godt lide hans humor og hans kærlighed til grej.

Overland Bound

Ligesom med TrailRecon, så er Overland Bound også en fælles favorit her. Igen tror jeg det er både humoren og den ret så nede på jorden stil, som gør det for os. Der er masser af gode beskrivelser af, hvilket gear de tager med afhængig af turen og også lidt bilnørderier.

Overland Lady

Overland Lady er lidt specielt i denne sammenhæng fordi det er en kvinde der rejser solo og dem er der altså ikke overvældende mange af i overlander verdenen. Kanalen byder på basis overlanding uden alt for meget gear, men med masser af fede ture og fantastiske lokationer. -det er også en af de kanaler som får Kasper til at ville flytte…

Og lad dig i øvrigt ikke nare af hendes udseende – hun håndterer sin Toyota mere end ok

Ronny Dahl

Ronny Dahl er også en af dem der ofte dukker op når man deler overlanding inspiration. Hans kanal er mere bil-nørdet end de tre tidligere, men byder også på en god rundtur om grej, ombygninger, camping udstyr, fede overlander ture og meget mere. Ronny Dahl laver også tit samarbejder med andre overlandere, så der er masser af inspiration fra alle mulige forskellige kanter.

All 4 Adventure

Australske overlanding super entusiaster, der ikke har noget imod at få mudder til langt op over forruderne. Der er masser af off-roading, vilde fritrækninger og nogle grumme fejl. Alt sammen fortalt med fin humor og australsk lune.

GrizzlyNbear Overland

Endnu en fælles favorit kanal med Leigh og Steph, som rejser rundt i verden i deres Land Rover Defender 130 Puma. Masser af smukke lokationer, fine ombygninger, ægte indblik i det at rejse i hele verden med bilen som base. En virkelig god kanal, hvis du overvejer længere ture ud i verden.

Websites og blogs

Helt ærligt, så er blogs faktisk ikke vores foretrukne medie, så listen her er altså lidt tynd… Men, der findes helt sikkert FANTASTISKE blogs derude med masser af inspiration til overlanding, så kom gerne med flere inputs!

Home is where I park

Et fantastisk univers om det at leve og bo ud af en van. Ayo er for mig super inspirerende og så deler hun min passion for at lave mad med Omnia ovnen.

The Adventure Portal

Det her website udsender et af de ganske få nyhedsbreve som jeg rent faktisk læser. Og ja, vi er nok lidt mere nørdede omkring overlanding gear end de fleste, men jeg synes der er masser af ny inspiration til gear, test og sammenligninger af alt slags udstyr (også tagtelte), ture og alt muligt andet. Sitet er amerikansk og det bærer både mærker og tests selvfølgelig også præg af.

Dangerous Roads

Som navnet ”Dangerous Roads” antyder, så finder du her beskrivelser af verdens farligste veje. Bloggen har temmelig mange reklamer, men kan du finde dig i det, så er der inspiration til de mere eventyrlystne.

Bøger

“Vehicle Dependent Expedition Guide” af Tom Sheppard

“Around the World in 10 years” af Pablo Rey

“På afrikanske afveje” af Ida Antvorskov

”Travel the Planet Overland” af A2A Expedition.
Vi har crowdfundet den på Kickstarter, så den leveres først i starten af det nye år, men vi glæder os virkelig meget!

Events

Der er ikke mega mange events i Danmark (endnu), men verden er jo stor og er du på tur er det jo oplagt lige at tjekke om der skulle være et event i det område du befinder dig i – både for at hooke op med andre overlandnørder, men også fordi vi jo altid gerne vil nørde lidt i hvad for noget gear andre har!

Nordic Outdoor Show

Nordic Outdoor Show løber for første gang af stablen d. 25.-27. marts 2022. Vi har købt en virkelig stor stand og vi er lige dele nervøse og spændte på om det nu bliver lige så fedt som vi håber på. MEN, line-uppet af virksomheder er altså virkelig fedt, så er man interesseret i outdoorlivet så kan vi altså virkelig godt anbefale en tur til Fredericia i slutningen af marts. Vi er i hvert fald i fuld gang med at planlægge en mega fed stand og (selvfølgelig) et par gode messetilbud. 

Danish Overlander Meet

Sidste år var 2. gang Danish Overlander Meet løb af stablen og som sådan nogen tosser der jo også lever af at lave events, så giver vi kæmpe klap på skulderen til holdet bag for at lave så fint et arrangement på en helt ny lokation. Vi glæder os allerede til at deltage i august 2022 med et endnu større set-up!

Overland Expo

Ikke bare ét event, men flere på tværs af USA. Overland Expo er flere gigantiske events og står aller højest på ønskelisten over de events vi rigtig gerne vil til som deltagere i 2022!!

Det var alt det vi havde samlet indtil videre. Har du flere blogs, bøger, podcasts, youtubere eller andet du synes skal være på listen, så råb endelig højt lige her, så opdaterer vi listen løbende så vi kan blive ved med at dele inspiration til overlanding livet. 

Del dette indlæg
Facebook
LinkedIn
Twitter
Email

Kontakt os for råd og vejledning

Har du brug for at finde det perfekte udstyr så hjælper vi dig gerne.

Besøg vores showroom

Kom forbi showroomet og se vores store udvalg af tagtelte, markiser og andet udstyer.
Vi har åbent den 1. weekend hver måned – eller efter aftale